Ib Braase
Efter Ib Braase (DK)
Efter Ib Braase (DK)
 
Ib Braase (1923-2009) udstillede altid sine skulpturer i konstellationer, i åbne systemer, hvor det var bevægelsen eller springene mellem værkerne, der var i centrum. Værkproduktionen starter figurativt i portrætbuster og relieffer af familiemedlemmer hugget i sten. Senere på Kunstakademiet bliver Braase assistent for Astrid Noack, og værkerne begynder gradvist at bevæge sig i en mere abstrakt retning. I begyndelsen af 1960'erne lærer Braase at støbe i bronze, og der følger en række skulpturer opbygget af støbekanaler, der stadig mere radikalt opløser skulpturens volumen og masse. Næste forskydning i Braases arbejde sker med flytningen til Marcoussis uden for Paris i 1968. Det er i denne periode at værkgrupperne Barneværelset og Harlekins værelse bliver til og Braases værker ændrer karakter fra afgrænsede objekter til åbne rumlige konstruktioner af jern, bronze, træ, maling og fragmenter af tidligere skulpturer.

De åbne konstruktioner er ikke kun formelt en radikalisering af den dekonstruktion, som foregik i bronzerne. Braase tænker dem også eksistentielt som værelser eller rum for væren, tit i relation til familie og nære venner: Min lillesøsters værelse, Min fars værksted, Fra Johannes værelse. Rummene er både konstruktive og bærere af fortælling, de udstråler tid, proces og erindring. De anvendte materialer - jernstænger, aluminiumsprofiler, cement, træbrædder - er byggematerialer, hvad der relaterer skulpturerne til byggepladsens æstetik og begyndelsen af arkitektur i en fysisk forstand. Konstruktionerne er gennemgående lavet i børnehøjde og med en detaljeret overgang mellem værk og gulv. De er anti-autoritære, fabulerende og provisoriske, samtidig med at de har deres egen formelle præcision og nødvendighed. Op igennem 1980erne begynder der at indgå tekstfragmenter i skulpturerne blandt andet i form af bemalede ord, indhugget i marmor eller ridset i metalplader. Arbejdet med tekst er opsummeret tilstede i skulpturen Plankeværket som har form af en vægkonstruktion, hvor ord og tegn er oversat i maling, sten, bronze og cement.

I Braases sene skulpturer bygges rum op omkring centrale figurer i Ib Braases eget liv: Astrid Noack, Axel Jørgensen, Bertel Thorvaldsen, Francisco Goya, Asta Nielsen og Ragna Braase. Figurerne indgår allegorisk i værkerne enten i form af titler, som navne skrevet inde i skulpturerne eller i form af objekter eller tegn. Man kan i figurerne se en linje tilbage til Braases portrættering af familie og venner i de tidlige værker, samtidig med at de også peger ud i det kulturelt almene. Mere generelt er der i Braases værker altid en kobling mellem det personlige og det anonyme eller almene. Det åbne konstruktive format som etableres i værkerne efter 1968 betyder, at det omgivende tomme rum konkret bliver en del af formen. Skulpturen bliver en omgivelse, som man kropsligt kan være en del af. Og når man ser på skulpturen, ser man også automatisk igennem den, ind i andre skulpturer som blander sig i erfaringen. Braase reformulerer skulptur fra lukkede enkeltting til et skulpturelt felt af linjer, fortællinger og tilblivelser.

Udstillingen Efter Ib Braase viser et bredt og inkluderende udsnit af Ib Braases samlede værker fra 1949 til 1993, i forlængelse af den felt- og netværksæstetik, som han arbejdede omkring og som hans værker var med til at etablere for efterfølgende kunstnere.

Ib Braase blev født i Stege, Møn i 1923 og var fra 1968 bosat i Marcoussis, Paris. Han døde i 2009. Blandt vigtige soloudstillinger kan nævnes Aarhus Kunstbygning (1983), Vestsjællands Kunstmuseum (1985), Museet for Samtidskunst, Roskilde (1993) samt den Frie Udstillingsbygning (2005). Braase modtog i 1980 Kunstfondens livsvarige ydelse. Blandt andre udmærkelser var Eckersberg medaljen (1968), Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens legat (1976) og Thorvaldsens medalje (1980).