Per Mølgaard Introduktion (DK)
Per Mølgaard
Per Mølgaard Introduktion (DK)
Hvis jeg skulle skrive mine malerier som sange, ville det blive love songs. Noget i den retning har Per Mølgaard udtalt om sine værker og om sin måde at arbejde med dem. Det er ømme, sarte, ekspressive, følsomme, tænksomme, men også eksplosive malerier, der netop er lige så romantiske og melankolske, lige så storladne og tyste som en love song.
Per Mølgaard (f. 1969) arbejder med et sammensurium af teknikker, malemåder og kunsthistoriske referencer, der gør sig mere eller mindre direkte bemærket i værkerne – fra den romantiske tradition og naturmaleriet til mere formelle og kompositoriske afsøgninger; fra Hammershøis tyste interiører til den abstrakte ekspressionisme med for eksempel Jackson Pollocks action painting; fra de helt fine blyantsoptegninger og sarte nuancer som hos Agnes Martin eller Cy Twombly til den mere tunge, nordiske tradition med fed olie og heftig penselføring; fra den simple, centrerede komposition til den komplekse, cut & paste-agtige sammenstilling, der trækker på collagetraditionen.
Sammenligningen med en musisk genre er ikke helt tilfældig, for netop musik og sangtekster betyder ligeledes meget for PM’s maleri og univers. Man finder en gennemgående leg med sproget – i nærværende udstilling gennem titlerne, der ofte refererer til tekstbrudstykker fra musik, blandt andet selve udstillingstitlen, so much human, and so much less divine.., der er hentet fra et Lou Reed nummer. Tidligere var denne sproglige leg mere manifest – eksempelvis i serien af de såkaldte Tekstbilleder fra 2000-2001, hvor PM lader spraymalede sætninger blende ind med og direkte kommentere værkernes abstrakte, formelle former. For eksempel er teksten I’m not coming down nonchalant sprayet i markant sort ovenpå en opadpegende, vital trekant, mens energiske stråler eksploderer ud fra sætningen You got to burn to shine. I disse legende, humoristiske og pågående værker er der direkte overensstemmelse form og indhold imellem. Denne korrespondance søger PM fortsat, men de rent abstrakte og formelle afsøgninger er i dag kombineret med figurative elementer, ofte tegnet op i sarte, knap synlige blyantstreger, der titter frem mellem de mere ekspressive lag og klatter i fed olie medieret af overgange af akvarelagtige, laserende slør. Ligeledes går en nærmest konsekvent udforskning af bestemte formelle greb igen igennem hele PM’s produktion. Takker, stråler, kruseduller, zigzagger eller striber er tidligere blevet underkastet denne gennemgribende maleriske afsøgning, hvor de samtidig angiver en stemning eller tilstand i de ellers abstrakte værker – som for eksempel de strålende sprøjt af maling i You got to burn to shine. I PM’s nuværende, figurative værker benyttes samme greb, idet sværme af sorte fugle, trækroner eller nøgent grenværk markerer værkernes indholdsmæssige side og stemning. Endelig har PM altid dyrket de samme eksistentielle tematikker, men mens han tidligere arbejdede mere med beatet og letheden, er der i dag mere tyngde, melankoli og følelsesladethed iblandet. PM har selv udtalt, at det eksistentielle tiltag tidligere var et forsøg på at fange og favne verden derude, mens hans fokus i dag nærmere rettes mod verden derinde.
For nogle år siden flyttede PM fra det københavnske, hvor han er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1993-1999, til en gammel, nedlagt skole i Nordskåne, der nu fungerer som hjem og atelier for kunstneren. Sammen med den fysiske flytning har det ovenstående beskrevne skred i produktionen indfundet sig. Omgivet af naturen i det skånske er fokus nu rettet mod de nære omgivelser, hjemmet, intimiteten, familielivet, kærligheden og det ømme – eller rettere: Måske nærmere mod sammenstødet mellem denne tætte, “indre” verden, og dét, der er udenfor – og i næste drag, mellem subjektet og verden, mellem det indre og det ydre.
I forlængelse af den romantiske tradition og naturmaleriet bruger PM naturen til at beskrive de følelser og stemninger, han gerne vil fremhæve i sit maleri – for eksempel trækronerne, de nøgne grene, stormvejret eller solstrålerne, der ofte omkranser de spinkle skildringer af hjemlige scenarier. Flere af PM’s nyere værker bærer titlen Under en sort sol, der dels refererer til bandet Sort Sols første album, som har fulgt PM lige siden dets udgivelse, men også til naturfænomenet “sort sol”, hvor en stor sværm af fugle dækker for solen og formørker himmelen. Titlen anslår således den eksistentielle tematik, hvor det mørke soldække dog i flere af værkerne får modspil af lysende, sarte, laserende lag, der stråler ud fra de hjemlige scener. Grænserne mellem ude og inde nedbrydes, og skovens vækster er på vej ind gennem vægge og vinduer, samtidig med at hjemmets interiører og møbler findes spredt ud i det omgivende rum. Det er svært at sige, om naturen og verden derude trænger sig faretruende på, eller om der nærmere er tale om et blidt favntag, der omkranser den lille boble af intimitet. Stemningerne pendulerer i ét og samme værk på en hårfin grænse, og det poetiske blandes op med det dunkle, det drømmende med det pågående, nærværet med fraværet, det kærlige med længsel og ensomhed.
Hvert maleri består således af flere formelle teknikker og desuden også af flere forskellige “scener” og lag, kompositorisk flettet nøje ind i hinanden, så beskuerens blik kan vandre fra motiv til motiv og teknik til teknik i værkets mange lag for til sidst at opnå en samlet helhed. Værkerne bliver en slags malericollager, hvor flere rumplaner og motiver samples ind i hinanden som i en kinesisk æske. De udklipsagtige motiver genbruges ofte fra værk til værk som en art symbolske referenter, der knytter stemningerne og narrationerne fra de enkelte værker sammen, samtidig med at de også fungerer som formelle redskaber for kunstneren, der formmæssigt kan pastes ind i en ny komposition. De silhuetagtige menneskefigurer, der integreres i scenerne, er ofte rygvendte, kontemplative, siddende i en stol eller sofa, eller stående med blikket mod naturen og verden udenfor. Disse tænksomme personer kan aflæses som kunsthistoriens traditionelle rygvendte figurer, som vi blandt andet kender fra det romantiske landskabsmaleri og Casper David Friedrichs værk. Kunsthistoriens rygvendte figur er en identifikationsfigur, der leder beskueren ind i værkets univers, og hos PM forstærker de både malede og tegnede linjer, “stråler”, grene og sværme denne bevægelse ind i billedet. – Eller både ind og ud, for det er ikke til at afgøre, om der er tale om implosioner eller eksplosioner; om strålerne suger ind og centraliserer sig omkring de små, hjemlige scener, eller om det hjemlige nærmere decentraliseres og projiceres ud i den omgivende verden. Omkransningerne markerer en slags huller eller åbninger, der suger os ind i universet som var det set gennem en cameralinse – så nærværende og dog så fjern på grund af linsens mellemværende. Beskueren bliver en slags voyeur, der får et kig ind i en privat verden, som dog skildrer helt almene stemninger, vi alle kan relatere til – en verden, der er både fremmed og velkendt, forførende og melankolsk.
Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie
Per Mølgaard (f. 1969) arbejder med et sammensurium af teknikker, malemåder og kunsthistoriske referencer, der gør sig mere eller mindre direkte bemærket i værkerne – fra den romantiske tradition og naturmaleriet til mere formelle og kompositoriske afsøgninger; fra Hammershøis tyste interiører til den abstrakte ekspressionisme med for eksempel Jackson Pollocks action painting; fra de helt fine blyantsoptegninger og sarte nuancer som hos Agnes Martin eller Cy Twombly til den mere tunge, nordiske tradition med fed olie og heftig penselføring; fra den simple, centrerede komposition til den komplekse, cut & paste-agtige sammenstilling, der trækker på collagetraditionen.
Sammenligningen med en musisk genre er ikke helt tilfældig, for netop musik og sangtekster betyder ligeledes meget for PM’s maleri og univers. Man finder en gennemgående leg med sproget – i nærværende udstilling gennem titlerne, der ofte refererer til tekstbrudstykker fra musik, blandt andet selve udstillingstitlen, so much human, and so much less divine.., der er hentet fra et Lou Reed nummer. Tidligere var denne sproglige leg mere manifest – eksempelvis i serien af de såkaldte Tekstbilleder fra 2000-2001, hvor PM lader spraymalede sætninger blende ind med og direkte kommentere værkernes abstrakte, formelle former. For eksempel er teksten I’m not coming down nonchalant sprayet i markant sort ovenpå en opadpegende, vital trekant, mens energiske stråler eksploderer ud fra sætningen You got to burn to shine. I disse legende, humoristiske og pågående værker er der direkte overensstemmelse form og indhold imellem. Denne korrespondance søger PM fortsat, men de rent abstrakte og formelle afsøgninger er i dag kombineret med figurative elementer, ofte tegnet op i sarte, knap synlige blyantstreger, der titter frem mellem de mere ekspressive lag og klatter i fed olie medieret af overgange af akvarelagtige, laserende slør. Ligeledes går en nærmest konsekvent udforskning af bestemte formelle greb igen igennem hele PM’s produktion. Takker, stråler, kruseduller, zigzagger eller striber er tidligere blevet underkastet denne gennemgribende maleriske afsøgning, hvor de samtidig angiver en stemning eller tilstand i de ellers abstrakte værker – som for eksempel de strålende sprøjt af maling i You got to burn to shine. I PM’s nuværende, figurative værker benyttes samme greb, idet sværme af sorte fugle, trækroner eller nøgent grenværk markerer værkernes indholdsmæssige side og stemning. Endelig har PM altid dyrket de samme eksistentielle tematikker, men mens han tidligere arbejdede mere med beatet og letheden, er der i dag mere tyngde, melankoli og følelsesladethed iblandet. PM har selv udtalt, at det eksistentielle tiltag tidligere var et forsøg på at fange og favne verden derude, mens hans fokus i dag nærmere rettes mod verden derinde.
For nogle år siden flyttede PM fra det københavnske, hvor han er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1993-1999, til en gammel, nedlagt skole i Nordskåne, der nu fungerer som hjem og atelier for kunstneren. Sammen med den fysiske flytning har det ovenstående beskrevne skred i produktionen indfundet sig. Omgivet af naturen i det skånske er fokus nu rettet mod de nære omgivelser, hjemmet, intimiteten, familielivet, kærligheden og det ømme – eller rettere: Måske nærmere mod sammenstødet mellem denne tætte, “indre” verden, og dét, der er udenfor – og i næste drag, mellem subjektet og verden, mellem det indre og det ydre.
I forlængelse af den romantiske tradition og naturmaleriet bruger PM naturen til at beskrive de følelser og stemninger, han gerne vil fremhæve i sit maleri – for eksempel trækronerne, de nøgne grene, stormvejret eller solstrålerne, der ofte omkranser de spinkle skildringer af hjemlige scenarier. Flere af PM’s nyere værker bærer titlen Under en sort sol, der dels refererer til bandet Sort Sols første album, som har fulgt PM lige siden dets udgivelse, men også til naturfænomenet “sort sol”, hvor en stor sværm af fugle dækker for solen og formørker himmelen. Titlen anslår således den eksistentielle tematik, hvor det mørke soldække dog i flere af værkerne får modspil af lysende, sarte, laserende lag, der stråler ud fra de hjemlige scener. Grænserne mellem ude og inde nedbrydes, og skovens vækster er på vej ind gennem vægge og vinduer, samtidig med at hjemmets interiører og møbler findes spredt ud i det omgivende rum. Det er svært at sige, om naturen og verden derude trænger sig faretruende på, eller om der nærmere er tale om et blidt favntag, der omkranser den lille boble af intimitet. Stemningerne pendulerer i ét og samme værk på en hårfin grænse, og det poetiske blandes op med det dunkle, det drømmende med det pågående, nærværet med fraværet, det kærlige med længsel og ensomhed.
Hvert maleri består således af flere formelle teknikker og desuden også af flere forskellige “scener” og lag, kompositorisk flettet nøje ind i hinanden, så beskuerens blik kan vandre fra motiv til motiv og teknik til teknik i værkets mange lag for til sidst at opnå en samlet helhed. Værkerne bliver en slags malericollager, hvor flere rumplaner og motiver samples ind i hinanden som i en kinesisk æske. De udklipsagtige motiver genbruges ofte fra værk til værk som en art symbolske referenter, der knytter stemningerne og narrationerne fra de enkelte værker sammen, samtidig med at de også fungerer som formelle redskaber for kunstneren, der formmæssigt kan pastes ind i en ny komposition. De silhuetagtige menneskefigurer, der integreres i scenerne, er ofte rygvendte, kontemplative, siddende i en stol eller sofa, eller stående med blikket mod naturen og verden udenfor. Disse tænksomme personer kan aflæses som kunsthistoriens traditionelle rygvendte figurer, som vi blandt andet kender fra det romantiske landskabsmaleri og Casper David Friedrichs værk. Kunsthistoriens rygvendte figur er en identifikationsfigur, der leder beskueren ind i værkets univers, og hos PM forstærker de både malede og tegnede linjer, “stråler”, grene og sværme denne bevægelse ind i billedet. – Eller både ind og ud, for det er ikke til at afgøre, om der er tale om implosioner eller eksplosioner; om strålerne suger ind og centraliserer sig omkring de små, hjemlige scener, eller om det hjemlige nærmere decentraliseres og projiceres ud i den omgivende verden. Omkransningerne markerer en slags huller eller åbninger, der suger os ind i universet som var det set gennem en cameralinse – så nærværende og dog så fjern på grund af linsens mellemværende. Beskueren bliver en slags voyeur, der får et kig ind i en privat verden, som dog skildrer helt almene stemninger, vi alle kan relatere til – en verden, der er både fremmed og velkendt, forførende og melankolsk.
Inger Marie Hahn Møller, mag.art. i kunsthistorie